LECH WALESA

NOBEL FREDSPRISMODTAGER

Lech Walesa besøger Billund og Kolding

24.03. 2018 \\ foto: Ole Egberg Mikkelsen

Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa besøger Billund og Kolding

24.03. 2018 \\ foto: Ole Egberg Mikkelsen

Når Wizz Air flyet fra Lech Walesa Airport Gdansk lander lørdag den 7. april ved middagstid i Vestdanmarks internationale lufthavn, Billund Lufthavn, så er det med den tidligere polske præsident og Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa om bord. Med i flyet er også polske journalister, hans stab og Danmarks ambassadør i Polen, Ole Egberg Mikkelsen.

 

I Billund Lufthavn bliver Lech Walesa modtaget af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tre tidligere danske ambassadører i Polen og af direktøren for Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen. Også journalist Kurt Strand er til stede. Han var eneste danske journalist på det verdensberømte skibsværft i Gdansk i august 1980. Det er første gang at Lech Walesa besøger Jylland.

 

-Vi er meget beæret over at få besøg af Lech Walesa, og netop i året for hans 75 års fødselsdag og 35 året for hans modtagelse af Nobels Fredspris, siger Kjeld Zacho Jørgensen. Med de mange nye direkte ruter vi har fra Billund Lufthavn til Polen, er det en stor glæde for os at modtage besøg af den tidligere polske præsident, netop for at sætte fokus på de nære forbindelser der mellem Vestdanmark og Polen, siger lufthavnsdirektøren.

 

Jylland og Fyens internationale lufthavn åbnede den første direkte rute til Polen for mindre end tre år siden, og i dag er der flere ugentlige direkte forbindelser til Poznan, Gdansk og Warszawa. Fra juli bliver der endnu flere afgange til Polens hovedstad Warszawa, når det nationale polske selskab LOT (Polish Airlines) tilføjer Billund Lufthavn til deres omfattende netværk af ruter og med daglige afgange.

 

Gennem sit fire dage lange besøg skal Lech Walesa blandt andet med sine børnebørn i LEGOLAND og i LEGOHOUSE, og turen afsluttes med en festlige reception og pressemøde på Hotel Koldingfjord. Her tager regionrådsformand Stephanie Lose og Koldings borgmester Jørn Pedersen imod Lech Walesa.

 

Lech Walesas stab har netop været på inspektionstur, og har godkendt planerne og stederne for den tidligere polske præsidents besøg.

 

Lech Walesa blev verdenskendt i 1980, da han stod i spidsen for et oprør mod kommunismen på skibsværftet i Gdansk, der senere gav polakkernes deres frihed og selvstændighed tilbage. I 1983 modtog Lech Walesa Nobels Fredspris, men det var hans kone og søn der modtog prisen i Oslo. Lech Walesa selv blev hjemme, da han frygtede han ikke ville blive lukket ind i Polen igen ved hjemrejsen.

 

Et udvalg af enkeltpersoner der har modtaget Nobels Fredspris: Theodore Roosevelt (1906) - Dag Hammarskjold (1961) - Martin Luther King (1964) - Willy Brandt (1971) - Henry Kissinger (1973) - Andrzej Sakharov (1975) - Mother Teresa (1979) - Lech Walesa (1983) - Michail Gorbatjov (1990) - Nelson Mandela (1993) - Jimmy Carter (2002) - Barack Obama (2009).

 

Nobels Fredspris blev første gang uddelt i 1901.

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––

Lech Walesa besøger Danmark til foråret

03.11. 2017 \\ foto: Kjeld Zacho

Nobel Fredsprismodtager og Polens tidligere præsident Lech Walesa kommer til Billund Lufthavn den 10. april næste år. Det er lufthavnen der har inviteret Walesa og hans stab til Danmark.

 

-Vi er glade for, at Lech Walesa netop har sagt ja tak til vores invitation, og vi ser frem til mødet med en af Europas største personligheder, en der virkelig har været med til at skrive verdenshistorie, siger direktør Kjeld Zacho Jørgensen, Billund Lufthavn.

 

-Vi har inviteret Lech Walesa fordi vi i lufthavnen har et stigende fokus og samspil med det polske marked. Vi ved der er et stort vækstpotentiale i Polen, og et stort potentiale for danske turister der ønsker at besøge Gdansk, Warszawa og Poznan. Derfor håber vi at Lech Walesas besøg vil underbygge muligheder for øget polsk turisme til Jylland og Fyn og naturligvis også den modsatte vej, siger direktøren.

 

-Uffe Ellemann-Jensen, der var dansk udenrigsminister i den turbulente periode med Europas genforening under Lech Walesas storhedstid, har lovet at tage imod Lech Walesa ved ankomsten til Billund Lufthavn den 10. april, siger Zacho Jørgensen.

 

-Lech Walesa vil gerne tale med unge mennesker og have debatter, og det ønske har vi indfriet med et besøg på Syddansk Universitet i Kolding, hvor den tidligere præsident skal i samtale med formanden for Europas journalister, danskeren Mogens Blicher Bjerregaard. Og så skal Lech Walesa naturligvis også se LEGOLAND, LEGO HOUSE, Koldingfjord og andre af de store attraktioner vi kan byde på.

 

-Men af mange grunde kan vi ikke oplyse flere detaljer om besøget på nuværende tidspunkt, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

 

Lech Walesa vil fra lufthavnen i Gdansk, der i øvrigt hedder Lech Walesa Gdansk Airport, få følgeskab af den danske ambassadør i Polen, Ole Egberg Mikkelsen, der mødtes med Lech Walesa tidligere på året i Gdansk.

 

Lech Walesa var på officielle besøg i Danmark mens han var præsident (1990 – 1995) og har sidst været i Danmark i 2005. Det bliver Nobel Fredsprismodtagerens første besøg i Billund og Aarhus.

 

Billund Lufthavn, også kaldet Billund/LEGOLAND Airport – er Danmarks største lufthavn efter København, og har direkte flyforbindelser til Polen. Fra Billund kan man flere gange om ugen flyve direkte til Gdansk, Warszawa og Poznan.

 

FØLG OS

 

 

KONTAKT OS

Lech Walesa Tour 2018

Billund Lufthavn

Passagerterminalen 10

DK-7190 Billund

+45 70 20 14 40

 

 

 

© Copyright. All Rights Reserved.