FORSIDE

LECH WALESA TOUR 2018

Når Wizz Air flyet fra Lech Walesa Airport Gdansk lander lørdag den 7. april ved middagstid i Vestdanmarks internationale lufthavn, Billund Lufthavn, så er det med den tidligere polske præsident og Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa om bord. Med i flyet er også polske journalister, hans stab og Danmarks ambassadør i Polen, Ole Egberg Mikkelsen.

 

I Billund Lufthavn bliver Lech Walesa modtaget af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tre tidligere danske ambassadører i Polen og af direktøren for Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen. Også journalist Kurt Strand er til stede. Han var eneste danske journalist på det verdensberømte skibsværft i Gdansk i august 1980. Det er første gang at Lech Walesa besøger Jylland.

 

-Vi er meget beæret over at få besøg af Lech Walesa, og netop i året for hans 75 års fødselsdag og 35 året for hans modtagelse af Nobels Fredspris, siger Kjeld Zacho Jørgensen. Med de mange nye direkte ruter vi har fra Billund Lufthavn til Polen, er det en stor glæde for os at modtage besøg af den tidligere polske præsident, netop for at sætte fokus på de nære forbindelser der mellem Vestdanmark og Polen, siger lufthavnsdirektøren.

 

Jylland og Fyens internationale lufthavn åbnede den første direkte rute til Polen for mindre end tre år siden, og i dag er der flere ugentlige direkte forbindelser til Poznan, Gdansk og Warszawa. Fra juli bliver der endnu flere afgange til Polens hovedstad Warszawa, når det nationale polske selskab LOT (Polish Airlines) tilføjer Billund Lufthavn til deres omfattende netværk af ruter og med daglige afgange.

 

Gennem sit fire dage lange besøg skal Lech Walesa blandt andet med sine børnebørn i LEGOLAND og i LEGOHOUSE, og turen afsluttes med en festlige reception og pressemøde på Hotel Koldingfjord. Her tager regionrådsformand Stephanie Lose og Koldings borgmester Jørn Pedersen imod Lech Walesa.

 

Lech Walesas stab har netop været på inspektionstur, og har godkendt planerne og stederne for den tidligere polske præsidents besøg.

 

Lech Walesa blev verdenskendt i 1980, da han stod i spidsen for et oprør mod kommunismen på skibsværftet i Gdansk, der senere gav polakkernes deres frihed og selvstændighed tilbage. I 1983 modtog Lech Walesa Nobels Fredspris, men det var hans kone og søn der modtog prisen i Oslo. Lech Walesa selv blev hjemme, da han frygtede han ikke ville blive lukket ind i Polen igen ved hjemrejsen.

 

Et udvalg af enkeltpersoner der har modtaget Nobels Fredspris: Theodore Roosevelt (1906) - Dag Hammarskjold (1961) - Martin Luther King (1964) - Willy Brandt (1971) - Henry Kissinger (1973) - Andrzej Sakharov (1975) - Mother Teresa (1979) - Lech Walesa (1983) - Michail Gorbatjov (1990) - Nelson Mandela (1993) - Jimmy Carter (2002) - Barack Obama (2009).

 

Nobels Fredspris blev første gang uddelt i 1901.

 

FLYRUTER 2018

FØLG OS

 

 

KONTAKT OS

Lech Walesa Tour 2018

Billund Lufthavn

Passagerterminalen 10

DK-7190 Billund

+45 70 20 14 40

 

 

 

© Copyright. All Rights Reserved.